Gastrojob
Hero

Køkkenleder til Københavnske Fængsler

  • Danmarks Fængsler
  • Køkkenchef
  • København
  • Fuldtid
  • Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt
  • Københavns fængsler søger en erfaren og faglig stærk køkkenleder med kokkefaglig baggrund


    Produktionskøkkenet på Københavns fængsler producerer hver dag ca. 2.100 måltider til både indsatte og ansatte på 4 lokationer. Derudover leverer vi mødeforplejning og mad til events. Vi beskæftiger hver dag 15 indsatte i køkkenet og 5 indsatte i vores bageri.


    Fra 2026 er den nye strafreform trådt i kraft, og vi skal i de kommende år især arbejde med beskæftigelse af indsatte, hvor vi kommer til at have fokus på at udvikle indsattes kompetencer, som skal være medvirkende til bedre muligheder for beskæftigelse og et liv uden kriminalitet når de løslades.


    I de kommende år ønsker vi et øget fokus på bæredygtighed, nye måder at anvende kendte råvarer på, begrænse madspild samt at udvikle kosten til både indsatte og ansatte.


    Vores nye køkkenleder skal i et vist omfang deltage i den daglige produktion, og vil i det hele taget have størstedelen af sin arbejdsdag i produktionskøkkenet. Derfor vil en stor del af de administrative opgaver blive løst af en administrativ medarbejder, som bliver køkkenlederens nærmeste kollega/medarbejder. Sammen skal I sikre en stabil drift via sparring, samarbejde og meningsfuld opgavefordeling.


    Vi forventer, at der indenfor de næste år skal bygges et nyt produktionskøkken. Med de planer og den vision vi har for produktionskøkkenet både i dag og på længere sigt, så ser vi ind i en flere årig proces, som bliver både udfordrende, krævende og spændende og hvor køkkenlederen får stor indflydelse på processen.


    Din rolle


    Som produktionsansvarlig kok bliver du den samlende kraft i køkkenet. Det bliver dit ansvar at sikre en god struktur i hverdagen og et arbejdsmiljø, hvor mennesker trives, udvikler sig og tager ansvar.


    Dine primære ansvarsområder bliver blandt andet:


    Ledelse af køkkenets medarbejdere med fokus på faglig udvikling, motivation, inspiration, trivsel og samarbejde


    Menuplanlægning- og udvikling i samarbejde med vores dygtige medarbejdere


    Udvikling af et læringskoncept for indsatte med henblik på at udvikle deres kompetencer i et produktionskøkken


    Deltage i madproduktionen


    Sikre økonomisk bæredygtighed


    Sikre at cirkulærer, procedurer og andre retningslinjer overholdes


    Sikre at sikkerheden i køkkenet til enhver tid ikke kan kompromitteres.


    Hvem er du


    Du har solid erfaring fra produktionskøkkener, hvor du har haft en naturlig rolle som kulturbærer og mentor, der går forrest i hverdagen og sætter den gode tone i køkkenet


    Du er en faglig stærk kok, som kan inspirere og motivere dit personale samtidig med at du selv deltager i madproduktionen


    Du er tydelig, nærværende og formår at skabe struktur, rammer, overblik og fælles retning for både ansatte og indsatte


    Du trives i et køkken, hvor tempoet kan være højt, reglerne mange og samarbejde en nødvendighed


    Din ledelsesstil er anerkendende og inddragende. Du forstår vigtigheden af en høj trivsel blandt dine medarbejdere, og formår at skabe et team der trives og føler sig hørt, set og forstået


    Du vil i dit daglige arbejde skulle samarbejde med og have ledelsesansvar for mange forskellige typer mennesker. Det er helt afgørende for succes i dette job, at du er rummelig, imødekommende, ikke-dømmende og samtidig har evnen til at sætte grænser.


    Vi tilbyder


    Et dedikeret team af dygtige medarbejdere med forskellige fagligheder og erfaringer fra både køkkenproduktion og fængselsdrift


    Mulighed for at sætte et tydeligt præg på det nuværende produktionskøkken, og i høj grad også på det nye produktionskøkken


    Ansvar og frihed indenfor klare rammer


    En ledergruppe og en enhedschef der står klar til at hjælpe dig godt i gang, og bidrage med sparring, støtte og gode råd.


    Om Københavns fængsler


    Københavns fængsler er en alsidig og spændende arbejdsplads. Vi består af Vestre Fængsel, Blegdamsvejens Arrest, Nytorvs Fængsel og Politigårdens Arrest. Produktionskøkkenet er beliggende på Vestre fængsel, og vi producerer mad til alle lokationer under Københavns fængsler.


    Løn- og ansættelsesvilkår


    Ansættelse og løn sker i henhold til gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10- fællesoverenskomsten) Kostfagligt uddannet personale – køkken (økonomaer, ernæringsteknologer, professionsbachelorer i ernæring og sundhed, kliniske diætister, instruktionsøkonomaer, køkkenledere, ernæringsassistenter, ernæringsassistentelever, kokke, koge og smørrebrødsjomfruer, catere samt elever).


    Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Stillingen er ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid, men er som udgangspunkt med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.


    Arbejdstiden er fordelt på hverdage, samt hver 5. weekend, herudover kan der i mindre omfang forekomme weekend- og aftenarbejde.


    Mødetiden er kl. 07.00.


    Stillingen ønskes besat pr. 1. juli 2026 eller snarest derefter.


    Allerede planlagt sommerferie vil blive respekteret.


    Arbejdsområdet er Danmarks Fængsler.


    Arbejdsstedet er Københavns fængsler, Vestre Fængsel, Vigerslev Allé 1D, 2450 København.


    Ansøgning


    Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest mandag den 18. maj 2026.


    Ansættelsessamtaler bliver afholdt i uge 21 og 22 i tidsrummet fra kl. 08.30 til kl. 15.00.


    Hvis du indkaldes til samtale, bedes du til samtalen medbringe fysisk identifikation f.eks. pas eller kørekort. Digitalt kørekort betragtes ikke som tilstrækkelig identifikation.


    Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til at, Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.


    Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.


    Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom at du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.


    Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.


    Yderligere oplysninger


    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Tina Reinhardt Davidsen på tlf. 7255 1823 eller 7255 5297. Du er også velkommen til at sende en mail på tinareinhardt.davidsen@dkf.dk


    Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst


    Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.


    I alt ca. 2000 ansatte.


    For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk


    Tina Reinhardt Davidsen

    tinareinhardt.davidsen@dkf.dk

    +45 72551823

    Kontakt

    Lignende stillinger

    Køkkenchef

    Pincho Nation

    Kitchen Manager - Pincho Nation Nørreport

  • København
  • Fuldtid
  • Køkkenchef

    Jespers Torvekøkken

    Køkkenchef til CBS Frederiksberg

  • København
  • Fuldtid