Er du dygtig Cater? Og er du vild med diversitet i smag, kolleger og gæster? Så er du måske den nye kollega vil leder efter til teamet i Louisiana Café.
Du bliver en del af en fantastisk arbejdsplads med i alt 300 engagerede kollegaer, hvor de 80 slår deres folder i Louisiana Cafe. Du kommer til at arbejde i et solidt team bestående af en køkkenchef, en assisterende køkkenchef, to souschefer, fire kokke, syv gastronomer – og så har vi heldigvis også en god og solid skare af dygtige unge mennesker som giver et nap med når der er behov for det. Fælles for os er at vi alle sætter pris på at arbejde i et miljø med god stemning og rigtig godt humør – også når der er fart på.
Om dig:
Du er udlært cater med et par års erfaring og du brænder for at lave mad af gode og friske råvarer. Og så er du ambitiøs. Faktisk vil du være den bedste til det du gør. Det vil vi nemlig.
Du har erfaring fra køkkener med både høj kvalitet og højt tempo. Du arbejder selvstændigt, også når det går stærkt, og du har lyst til at være en del af et godt team med fart på.
Vi forventer – eller lad os være ærlige, vi forlanger – meget høje standarder, men vi vil gøre alt for at hjælpe dig til at nå dem. Kan du sige ja til ovenstående og har du lyst til et travlt og sjovt job med ordnede forhold, gode kolleger og glade gæster, ja, så er du måske vores nye kollega.
Det praktiske:
Vi har – i al ubeskedenhed – en virkelig attraktiv vagtplan. Du arbejder 37 timer om ugen, og du har sædvanligvis weekendvagt hver 2. weekend, hvor du møder ind kl. 8.00 og har fri allerede kl. 17.15 begge dage. Så du får god afveksling året igennem samt en fast stilling med gode vilkår, løn efter aftale, pension og sundhedsforsikring.
Vi afholder samtaler løbende og venter gerne på den helt rigtige kandidat. Kan vi helt selv vælge, vil det passe os godt hvis du kan starte i april eller snarest muligt derefter.
Om os
Louisiana Café bespiser mange tusinde gæster i løbet af året. De fleste af dem besøger os i sommerhalvåret, hvor de nyder en god middag i solen på Calder Terrassen. Indimellem har vi også events, såsom Louisiana Live og koncerter, hvor vi får rigtig mange sultne gæster forbi på meget få timer. Aftenmenuen består af en a la carte menu med spændende smagsoplevelser, tilberedt af sæsonens råvarer. Alle aftenretter serveres lidt større end en forret og kan placeres efter gæstens ønske eller bestilles til deling af hele bordet. Se vores aktuelle menu her.
Vi er et stort og diverst team, som er gode til at løbe stærkt, arbejde og grine sammen. Vi arbejder i skønne omgivelser med masser af grønt og en smuk havudsigt – og vores gæster elsker at besøge os.
Vi glæder os til at høre fra dig!